We where both young.

Endnu en kedelig historie?

Da jeg var 10 år, kom min far i fængsel. Igen, men denne gang kunne han se frem til at være der i mindst 4 år. Han burde at have siddet der i 12 år.. Anyway det er ikke det, det handler om.

Jeg havde det meget svært i den periode. Jeg havde mange følelser indeblandt i det. Det var vrede, glæde, forrådt og trist. Min mor havde det heller ikke for nemt.

Vi fik øje på en brorucher på familiecenteret. Jeg gik hen og tog den – den omhandlede pårørende børn til indsatte. SAVN hed det. Det var nogle weekend ophold, hvor man var samlet med andre pårørende og hørte deres forskellige historier og fik gode råd af hinanden og to uddannet voksne. Mødrene var også samlet i nogle grupper, hvor de snakkede om deres vidt forskellige situationer. Jeg mødte en masse nye mennesker. Nogle blev mine gode venner, andre – knap så gode venner.

Udover de ophold de holdt som jeg var med på, så var jeg også på nogle lejre med Ungdoms røde kors. Både skiferie og sommerlejr. Min første sommerlejr var i 2009 – jeg kendte et par stykker i forvejen fra savn, men ellers kendte jeg ikke nogen. Jeg havde en veninde der var der med hendes storebror, som var på alder med mig. Jeg var næsten 13 år og han var næsten 14 år. Vi havde det super sjovt, men det var kun det og der skulle ikke være mere. Vi skulle ikke snakke sammen når vi kom hjem fra lejren, havde jeg besluttet mig for. Han boede på sjælland og jeg i jylland.

Året gik og jeg skulle på et ophold med SAVN, jeg vidste at han ville være der – og jeg glædet mig som et lille barn. Jeg lod som om jeg ikke havde tænkt på ham, men i de fem dage vi var der, ændrede noget i mig. Vi havde det så sjovt og kemien var der bare. Jeg var genert. Vi var i Lalandia og hyggede os så meget! Jeg var så glad. Det skulle de andre bare ikke vide, men det var vidst umuligt at skjule at jeg var blevet lidt glad for ham. To uger senere skulle vi på sommerlejr. Aldrig havde jeg glædet mig så meget til at komme på sommerlejr. Vi ankom og snakkede ikke så meget med hinanden, vi var vel generte begge to. Indtil dagen efter, hvor han blev sendt hjem fra sommerlejren, da han var syg. Jeg begyndte at græde, jeg var så ked af det. Når vi måtte have vores telefoner, ringede jeg til ham – og mit humør vendte med det samme. At høre hans stemme var som at blive heldbredt. Vi aftalte at jeg skulle komme hjem til ham når lejren var slut og være der en weekend. Ih hvor blev jeg glad.

Vi hyggede os – og havde det skønt. Tjaa der blev vel også puttet, nusset og kysset lidt. Dagen efter kom en af vores fælles veninder hjem til ham. De havde kendt hinanden lige siden de var helt små – jeg havde kun kendt hende i to år. Nu var det dem som havde det sjovt. Jeg blev så fucking fornærmet! Nej, hvor var jeg jaloux! Jeg gad ikke at snakke til ham.. Jeg var så ked af det. Vi skulle følge hende ned på stationen, så hun kunne komme med toget hjem igen. Jeg ringede til min veninde og fortalte hende det, imens de gik foran mig. Jeg begyndte at græde. Han spurgte hvorfor jeg grad, jeg sagde ”Fordi min veninde tager på ferie i morgen og jeg har ikke set hende i en uge i forvejen” Han troede ikke på mig, selvom jeg virkelig prøvede på at overbevise ham om at det var derfor! Vi kom ind på stationen og fik hende sendt afsted, derefter gik han hen til mig, holdt om mig og sagde ”Du har ingen grund til at være jaloux” Vi kyssede – og jeg var ærligtalt forelsket! Jeg husker det som var det i går.

Jeg kom hjem og gjorde klar til at tage afsted på efterskole. Selvom jeg ikke var meget for det. Jeg begyndte ude på efterskolen, og havde aftalt med ham, at ham og hans søster skulle komme hjem til mig i en weekend. Så det gjorde de. Der var det som om jeg havde mistet alt for ham. Jeg gad hverken at se på ham eller snakke med ham. Vi tog ellers i biografen, men det udviklede sig bare til et meget større skænderi. Alt hvad han gjorde irriterede mig. Det blev søndag og de skulle hjem – jeg tog med ind på stationen for at sige farvel til hans søster. Jeg sagde ikke et ord til ham. Ikke noget kys, ikke noget kram – ikke engang et blik. De gik ind i toget og det kørte borte. Der kunne jeg mærke hvor meget jeg fortrød at jeg havde været sådan hele weekenden, men han ville ikke snakke med mig igen.

Vi gik ind i det nye år – og jeg kontaktede ham. Vi aftalte at han skulle tage med på samme SAVN ophold som jeg snart skulle på. Vi sagde hej til hinanden og jeg havde virkelig gjort alt for at være top lækker! Vi besluttede os for at gå en tur langs vejkanten midt ude i ingenting. Vi fik snakket og han sagde at jeg skulle komme med en undskyldning. Hvergang jeg kiggede ind i hans lyseblå øjne, kunne jeg ikke koncentrer mig, så vi blev nødt til at sætte os i vejkanten – ryg mod ryg, og jeg fik sagt undskyld. Idet kom en bil kørende forbi os og en dame råbte ”Det er for farligt at sidde der” Vi grinte – og gik tilbage. Alt var som det var før bare meget bedre. Om aften skulle vi lave helium balloner og skrive et ønske på en seddel og binde den fast til ballonen og stå med en stjernekaster. Vi stod sammen og talte ned fra 3 af til at give slip. Jeg sagde til folk, at jeg ønskede at Charlotte havde det godt – jeg ønskede at være sammen med ham resten af mit liv. Men ønsker går ikke altid i opfyldelse og slet ikke når man siger hvad man ønsker sig – og det har jeg lige gjort.

Tjoo – vi blev lidt små kærester. Vi aftalte at jeg skulle komme til hans konfirmation.

Vi var i tivoli og på bakken, livet var fantastisk. Vi sås rigtig tit, når man tager i betrækning at vi boede langt fra hinanden. Jeg skulle igen på SAVN sommerlejr. På den lejr var han ikke med. Jeg kendt ingen på det ophold. Jeg ringede til ham og gjorde det forbi. Jeg sagde at det ikke fungerede når vi boede så langt fra hinanden, han mente at jeg havde fundet en anden.

En måned efter – kunne jeg ikke klare at leve uden ham. Jeg kontaktede ham, men han ville ikke have noget med mig at gøre. Jeg snakkede med hans mor hele tiden og jeg var så ked af det. Hold nu op hvor jeg savnede ham. Han ringede! Wuhuuuu – og vi begyndte at snakke sammen igen. Nu havde tingene bare ændret sig lidt. Jeg måtte ikke se ham for min mor længere. Vi var stort set kærester igen. Lige pludselig begynder en pige at skrive til mig, at jeg skal holde mig væk fra ham, fordi de var kærester. Jeg spurgte ham om det, men han sagde at det ikke passede og at hun bare var en veninde. Så begyndte dramaet! Jeg græd. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro på.. Han sagde jo de sødeste ting til mig, og jeg elskede ham virkelig højt. Han gav mig et løfte om, at han ville hente mig i hans bil når han blev 18 år. Anyway dramaet fortsatte og jeg blev ved med at sige til den pige at de i hvert fald ikke var kærester. To dage efter min fødselsdag, indrømmede han det så. Han havde en kæreste. Han sagde det imens jeg var i skole – jeg løb ud på toilettet og ringede til ham – jeg flippede ud og græd og græd.. Min verden brast sammen. Jeg måtte være stærk.

Livet begyndte så småt at gå videre og jeg havde det nogenlunde, men så kontakter han mig. Jeg var meget kritisk i starten, for jeg var virkelig blevet såret og hans ”kæreste” stod stadig i et forhold på Facebook. Jeg spurgte ham om de stadigvæk var kærester, han sagde nej. Det troede jeg ikke på, så jeg spurgte hende om de stadigvæk var kærester. Hun svarede ”Ja, hvem siger da noget andet” - Det gøre han. 10 minutter senere skriver hun til mig ”Det svin, så har han kraftedeme gjort det forbi efter et skænderi” Jeg grinte, og jeg grinte. Han undskyldte og sagde at jeg snart måtte komme hjem til ham. Problemet var bare – jeg måtte ikke komme hjem til ham for min mor og papfar.

Vi planlagde derfor at jeg skulle tage hjem til ham når det blev vinterferie, uden at sige noget til nogen. Så det gjorde jeg. Dog skrev jeg til min mor at jeg sad i toget og var på vej til København for at de ham. Hun ringede og græd i telefonen og sagde at det skulle jeg ikke gøre mod hende. Senere ringede min papfar og skreg af mig i telefonen og sagde hvis jeg bare ville redde mig selv en lille smule stod jeg af på næste station og tog det første tog hjem igen. Kommunen ringede til mig og sagde at nu ville politiet komme efter mig, hvis jeg ikke tog hjem igen. Jeg ringede bare til ham og hans mor og fortalte alt det som de havde sagt i telefonen. Det var kun ham, som skulle hente mig inde på hovedbanen. Jeg ankom til hovedbanen og så fortvivlet omkring – jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen og vupti lige foran mig står politiet! Jeg tænkte fuck, men som kom han løbene og greb min arm, kyssede mig hurtigt og løb ellers videre op af rulletrapperne med mig hængende og helt forvirret. Vi vælger at gå hjem til ham, selvom det var pisse koldt og støv regnede. Vi fik snakket om det fleste ting og jeg fladt pladask for ham. Vi blev kærester igen. Jeg var så glad, jeg tænkte ikke et sekund på over at jeg stod i lort til halsen når jeg kom hjem igen. Vi blev enige om at jeg kun måtte se ham to weekender om måneden, over hos mig. Det var måske ikke lige det fedeste nu hvor mine forældre ikke brød sig om ham længere. Det stod på i to måneder, for så begyndte han at opfører sig som en idiot. Han sagde til mig at jeg ikke måtte kontakte ham, og hvis jeg gjorde var det slut med os. Så jeg kontaktede ham ikke. Han råbt af mig i telefonen og vi var hele tiden oppe og skændes. Han sagde at det var min skyld alting og at jeg var en fucking kælling.
Jeg snakkede med hans mor om det, for jeg var utrolig ked af det. Hun trøstede mig og sagde at han var inde i en dårlig periode. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg kørte mig selv fuldstændig ned. Begyndte at gå i byen hele tiden og ville ikke snakke med nogen om hvordan jeg havde det. Jeg lod som om det slet ikke på virkede mig. Jeg har ikke snakket med ham siden, men jeg tænker tit på ham.

Budskabet med dette er, at fortiden kan gøre ondt, men det er ligemeget for det hører til i fortiden, så kan man selv vælge om man ville løbe fra den eller lære fra den.
Livet går videre – det må ingen glemme!

Merci

Jeg har en veninde som jeg ikke ser ofte. Faktisk utrolig sjældent. Hun bor flere hundrede kilometer væk fra mig. 

Derimod er hun en af mine bedste veninder. Jeg føler lidt hun er den storesøster jeg altid har drømt om. Hvis jeg gøre noget dumt, kommer hun efter mig og "skælder" mig ud. Hun forklare tingene på en søster-voksent måde. Og det når ind til mig det hun siger.

Vi kan have det pisse skægt, og vi er total modsætninger af hinanden, men hun har et hjerte der er mere end guld værd og jeg elsker hende.

At hun bor så lang væk, skal ikke have lov til at ødelægge dette forhold. For det er meget mere værd end et par hundrede kilometer. Vi burde at være bedre til at ses NOGET oftere! 

Vi har godt nok planlagt en ferie i et sommerhus, til sommer meeeeen der er jo alligevel et godt stykke tid til at det bliver sommer. (Hvilket bliver mega fedt!)

Anyway, mit budskab med dette er; At man skal huske at sætte pris på de venner som virkelig altid er der for en, og siger tingene som de er. For venner der er sådan er fandeme svære at finde. 

Jeg ved du læser dette her, Pernille.
Jeg elsker dig virkelig højt, og det ved jeg at du ved. Du er virkelig en af de aller bedste. :-*'er til dig


MERCI - FORDI DU ER TIL! 

Hæ 2010! ------------------------------------------->

Den 21. januar ....

I dag er en meget følelse ladet dag. Jeg har tusinde af følelser i min krop. Vrede, glæde, ulykkelig og trist. Jeg har grædt i aftes, i morges og nu.  Det er den 21. januar, hvilket ville sige at det i dag er atten år siden min storebror blev født. Yes, han fylder 18 år i dag. 

Jeg ville ønske at jeg var en del af denne dag, men det er jeg ikke. Jeg ville gerne vide om han er begyndt på tage kørekort, hvilken uddannelse han er i gang med, om han har holdt et brag af en fest i weekenden, eller om han har holdt en lille. Om han overhovedet har holdt noget, eller om det først er i næste weekend. Om han overhovedet holder noget. For det burde man eftersom 18 år i Danmark er det samme som 16 år i USA. Jeg ville ønske at jeg kunne give dig en gave som du ville blive enormt glad for. Men sådan ligger landet desværre ikke. For du ville ikke have noget med mig at gøre, ej heller mor og vores lillebror.

Jeg synes ærligtal at du er dum. Du er så egoistisk. Jeg er rasende. Hvordan kan du gøre det mod os?? Det for jeg aldrig svar på. Vi lever ikke i den verden længere. Og værst af alt! Jeg forstår det ikke, du og jeg havde sådan et tæt forhold, og vi havde det altid morsomt når vi var sammen. Vi gik fra alting til ingenting. Jeg håber for dig selv, at du kommer på bedre tanker, men jeg kan ikke love dig at hvis du en dag gøre, at MIN dør så står åben.. Ikke efter alle de smerter du har påført vores mor.

Du er blevet hjernevasket nede hos den plejefamilie, du har haft det alt for godt dernede, og når du prøver at lave modstand til dem, får du din vilje, for de tørre ikke at gå imod dig. Derfor er du ikke stærk nok til at klare alle de forhindringer livet bringer dig. Derfor kan du ikke stå på egne ben..

Jeg bliver ked af at sige sådan nogen ting, for jeg elsker dig, ja. Men du gøre det fandeme ikke let for nogen af os, hverken  mig, mor eller dig selv. Så jeg håber at du bliver klogere med tiden, og får bearbejdet din fortid, for eller kommer du aldrig videre i dit liv.

Anyway - Kæmpe stor tillykke med de atten år, jeg håber at du har haft en rigtig dejlig dag. Jeg elsker dig.