Nu hvor jeg ikke havde samvær med min far, gik det egentlig rimelig godt for mig. Jeg var startet på midtbyskolen og havde gået der i 3 år cirka. Jeg skrev breve sammen med min far, og han fortalte om sit liv og hvad han lavede og spurgte til om hvordan jeg havde det. Ofte svinede han også min mor utrolig meget til.
I 2007 blev min mor og jeg enige om at jeg skulle starte på Langmarkskolen i stedet for. Det gjorde jeg så. 2007 har bestemt været det år der har været allermest hårdets for mig, som står klart i min erindring.
Min mor var igang med at tage kørekort, og jeg ville gå hende i møde om aften sammen med min ven, Jimmi. Da min mor ser os, spørger hun mig "Var det nummer 42 Charlotte boede i?" Jeg svarede ja, og allerede der begyndte jeg at tænke frygtelige tanker. Jeg var sikker på at min far havde skudt hende.
En sommer formiddag i august.. Jeg var ti år. Jeg bladet igennem avisen som jeg plejede, stopper på en side, hvor jeg ser et billed af min far og Charlottes lejelighed, hvor der er politi og politi hunde. Jeg læser hurtigt overskriften. "Eksbokser tævede sin samlever ihjel", jeg lukkede avisen i, og gik ind på mit værelse.
Min mor kaldte på mig, og jeg gik ud til hende. Hun bad mig om at sætte mig ned, det gjorde jeg. Hun satte sig ved siden af og kiggede lidt rundt omkring. Så siger hun "Ida, Charlotte er død... Din far har slået hende ihjel" Min reaktion var at grine. Så jeg begyndte at grine i omkring 30 sekunder. Så kiggede jeg ud på træerne og op i himlen, og begyndte at græde. Ikke bare lidt, men meget! Min mor og jeg gik en tur rundt på Hybenvej, og snakkede om det, hun trøstede mig, hun prøvede at gøre alt hvad hun kunne for at få mig til at smile. Men intet hjalp. 3 måneder blev min hund Bonzo aflivet og den havde ellers været der helt tilbage fra hvad jeg kun huske. Så i 2007 kom der er masse ændringer i mit liv, først min højtelskede hund, derefter min far som kommer i fængsel for at have slået en ihjel, men ikke nok med det så var det Charlotte som han slog ihjel. Jeg skulle starte på en ny skole og det hele var bare noget fucking lort. Jeg var KUN ti år... Min barndom blev taget fra mig, fuldstændig.
Man var meget uenig om hvilken straf min far skulle have, da han ikke selv erkendte sig skyldig. Alle beviserne var pejet mod ham. Hans hånd aftryk i hendes blod på væggene. Hans hud under hendes negle. Hendes blod på hans jakke. Ha finger aftryk i et håndklæd sløret ind i blod. Han fodaftryk. Jeg kunne blive ved. Charlotte var blevet udsat for ekstrem vold. Han havde banket hende i 12 timer. Stukket en kniv i halsen på hende 2-3 gange. Men hovedårsagen til hendes død var et slag i hovedet af et stumt redskab. Hun døde af en hjerneblødning. Jeg mener at det ukendte redskab som er blevet brugt er det baseball bat Charlotte havde under hendes seng. Hun havde sagt til mig, at hun havde det, så hun kunne forsvare sig overfor min far, hvis det en dag var ved at gå helt galt.. Hun var bare ikke ligeså stærk som ham,..
Min far fik en dom i 2008, der lød på Vold med død til følge og fik 6 år for det, og 1 år for at have taget kvælertag på en bartender. Han forlod retten med en smil på læben.. Han er så kynisk.
Min far kom ud for god opførelse i april i år. Jeg har ikke set ham siden hans bryllup i maj sidste år.
Det var kort fortalt om mit liv fra 1996-2008 :-). Tusinde tak for alle de rørende ord som mange af jer læser har givet mig - Jeg er jer evig taknemlig
Kyyyyyys Ida
Ps. I dag har jeg haft min første dag på arbejde, og det gik FANTASTISK! :-)
Smiler fordi jeg kan, og fordi jeg har lyst!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar