Sommetider når min mor og Tommy kom for at hente mig i skolen, når jeg skulle på weekend, var jeg der ikke.. Min far stak ofte af med mig. Selv til min fætters dåb.. Min mor meddelte det jo selvfølgelig til hendes sagsbehandler. Jeg måtte ikke nævne ordet mor, for min far. Han sagde til mig, at min mor var en stjerne oppe i himlen, og at Lonnie bare var en der passede mig sommetider. Jeg vidste godt at det var løgn, og engang havde jeg lavet en tegning til min mor, og jeg havde skrevet " Til mor - Ida" min far fandt det og spurgte hvad det var for noget. Jeg svarede at det var en tegning som skulle forstille at være fra mine dukker af til mig, og at jeg hed mor Ida. Han troede ikke på mig, så han slog mig. Endnu engang..
En nat stormfuld nat, og regn, lyn og torden, forlod han mig. Jeg vågnede, jeg gik rundt i lejeligheden og kaldte på ham, men han svarede ikke. Jeg begyndte at græde og jeg var bange. Jeg tænkte at han nok var gået ned i vaskekælderen, så jeg gik ud af opgangen og ned til kælderen, men døren var låst. Jeg gik hjem igen, og stod og græd i stuen. Et stykke tid efter kom han hjem, han havde været på værtshuset.. Igen var han fuld og væltede omkuld i alle mine legesager. Mit legetøjs køkken gik i stykker. Jeg var igen bange, og slog ham lidt på kinden. Han grinede bare og sagde at jeg skulle lægge mig til at sove igen.
Min mor kæmpede mod min far om at få forældremyndigheden over mig. Hun kæmpede mod en som er psykopat, som nemt kan manipulerer med folk. Hver gang nogen fra kommunen kom hjem til min far og jeg, smed han alt rod og beskidte ting i papkasser og op på loftet, så de ikke kunne se hvordan han rigtig boede.
Fire år! Fire år tog det før min mor blev ringet op af sagsbehandleren "Hej Lonnie, sidder du ned?" - Nej, men det kan jeg lige gøre. "Vi har vundet, du har vundet! Ida kommer hjem og bo" Min mor var over lykkelig! I mens jeg sad med min far inde i stuen fik han også et opkald, et opkald om at jeg skulle bo hos min mor. Han, holdte om mig og fældede en lille tårer. Bag hans ryg smilede jeg det største smil nogensiden! Jeg var glad! og nu kunne det egentlig ikke gå for stærkt, med at komme til Horsens! Jeg kom hjem og det blev fejret med kage mand hvorpå der stod "VELKOMMEN HJEM IDA!" mine venner fra Horsens var der samt min familie. Jeg havde to gode veninder Ann hed den ene, som var den ældste og derefter en der hed Maria. Ann havde engang været med hjemme og aflevere mig hos min far. Hun er den eneste af mine venner som har set min far.
Der gik et styk tid før min far søgte om samvær igen. Det fik han. Til at starte med var det hver anden weekend, og han var flyttet sammen med en ny kvinde Charlotte hed hun. Hun var utrolig smuk og sød. Efter de havde været sammen i et års tid, ændrede deres forhold sig også. Når jeg var hjemme ved dem var der blod op af væggene og huller i dørene. Charlotte fortalte mig at han havde slået hende. Jeg fortalte det til min mor, og mit samvær med min far blev skåret ned til hver anden søndag fra 9-18.. dette stod på i et år, da han ofte udeblev. En dag ringede politiet på min dør, og spurgte og Ida Andersen boede her. Ja svarede min mor og de kom ind. De fortalte at det skulle have fat på min far, da hans kæreste havde meldt ham, og de vidste at han skulle hente mig Idag. Da min far ringede på, sagde min mor at hun nok skulle sende mig ned, men istedet kom politiet. Han blev anholdt og havde bla. en kniv på sig, på det tidspunkt og vores samvær blev ophævet. Jeg var utrolig ked af det, og min mor blev ked af, at se mig have det så skidt. Hun kunne intet gøre. Dette skete i 2006.
Fortsættes senere - xoxo Ida :-).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar