That's my daddy...

Yes, min far og hans kone har læst bloggen. Det resulterede i, at de nu er sure på mig. Amen det havde jeg set komme. Hans kone skrev alt muligt til mig om at jeg synes at jeg kunne være det bekendt og hvis hun viste det til nogen af hendes venner, blev det forarget. Også hvis hun viste bladet Ude og hjemme hvor der var en artikel om mig. Hun sagde at de nu havde gjort sådan at de ikke kunne se mine ting og jeg ikke kunne se deres. Jeg skrev tilbage, at det ikke var mig der skulle have en dårlig smag i munden og at det var plat at min far skulle have hende til at forsvare ham. Derefter skrev jeg at de lige så godt bare kunne slette mig så. Så er det problem ligesom løst. Det gjorde de dog ikke, så jeg gjorde det. Så der røg min far og Doris, som hun hedder. Jeg skrev en besked til min far, om at det ikke er ondt ment, det jeg har skrevet herinde, men at det er fordi jeg ville have ham til at indse hvad han har gjort, og han kunne få et indblik af hvordan jeg har haft det. Jeg skrev at det var bedste nok var at vi brød vores kontakt.. foraltid. Da jeg ikke har brug for ham, og han gøre ikke nogen forskel i mit liv i forvejen. Jeg skrev også at det var synd at han ikke kunne erkende de fejl han nu har lavet, men at jeg ved han er klog, og håber at han vælger den rigtige vej. 


Til det havde han at sige "???" Yeees that's my daddy.... Jeg synes at det er barnligt.
Jeg skriver ikke denne blog for at I skal have ondt af mig, overhovedet. For jeg har det godt i dag. Jeg skriver den i håb om at andre der har en pårørende i fængsel, kan se at selvom at det er hårdt lige nu, bliver det godt igen, og der er altid en vej frem.

Det var bare lige kort for nu :-) Ha' en dejlig dag, selvom den er lidt små grå, så giv den farver! :-)

Ida.

Familie bliver til bekendte....

Hey igen skønne læsere!

I har nu læst lidt af historien om min barndom. Jeg har dog ikke sådan rigtig fortalt om ulemperne der er kommet ud af mine fars handlinger. 

Det første og største er jo som det fleste ville sige, at de mangler deres far i deres liv og savner ham, men sådan har jeg det ikke længere!  Jeg havde det kun på den måde det første år, da jeg ligesom ikke har prøvet andet i mit liv, og ikke kender til det at have en far i sit liv hver evig eneste dag. Jeg har ikke brug for ham i mit liv, da han ikke laver andet end at sårer mig. Jeg ville ønske at jeg løj omkring det, da jeg drømte om at have en far som var der for en osv. Men jeg klare mig fint, med min dejlige mor og papfar og lillebror.
Den største ulempe er nok at jeg har mistet forholdet til min storebror Mike 17, Han bor i plejefamilie i Bredsten, og indtil sidste år så jeg ham 2-3 gange om året. Det var jeg egentlig tilfreds nok med, selvfølgelig er det trist at tænke på at jeg kun så min bror 2-3 på et år, men jeg synes at det var bedre end ingenting. Da jeg var yngre havde vi et enormt tæt bånd sammen. Han valgte selv at ødelægge det, han sagde at han ikke ville være hos min mor, fordi han var bange for at min far ville komme og gøre skade på hende igen. Også fadede vores samvær ud med tiden. I Marts måned var han til møde med min mor og vores sagsbehandler, da min mor gerne ville ændre det.. Min storebror mente at det var for sent og udmeldte at min mor, og jeg ikke var en del af hans liv, og at min lillebror slet ikke eksisterede i hans verden. Han sagde at han ikke ville have kontakt med min mor, og at han ville kontakte mig den dag han føler for det. Jeg ansøgte ham på facebook men blev afvist. Han forklarede at jeg ikke var en del af hans familie.

Derefter kommer det nok til at jeg føler og mener at det meste af min fars familie har svigtet mig. De har næsten vendt mig ryggen, og det er nok mig der har haft det hårdets. De bryder sig ikke om at snakke om det min far har gjort, og lukker for det meste øjnene for det. Min faster og hendes mand er dog en undtagelse samt min onkel Rene og hans kæreste:-). Jeg er mest skuffet over min farmor og farfar, for jeg har ALDRIG gjort dem noget, de har ikke en grund til at afvise mig på den måde, bare pga. noget min far gjort. Sandheden gøre ondt, men man bliver nødt til at se sandheden i øjnene for at komme videre i sit liv, og huske at tilgive! Ellers er man fandme ynkelig! Så de fra min fars familie som har valgt at lukke øjne for mig, har jeg INTET tilovers for. For eksempel kan jeg møde dem, når vi er ude og handle, men de kommer ikke og siger hej eller i det mindste smiler til mig, næh nej. Jeg håber at i læser dette og at i fucking har en dårlig smag i munden, for det er ikke mig der har gjort noget galt! Det er min far i skal blame! Ikke mig. Okay - godt at komme af med sine frustationer! Jeg er rasende, men ikke mindst skuffet, og flov over at have sådanne ynkelige mennesker i sin familie.



Masser af kys til alle jer der bruger jeres tid på at læse dette :-*:-*:-*:-*