Mike... Min storebror..

Jeg ved hverken hvor jeg skal starte eller hvor jeg skal slutte.....

Min mor modtog et brev her forleden dag, hun var glad og spændt på at se hvem søren det var fra.
Vi sidder i bilen i indkørselen, da hun åbner brevet, hun lukker det op kigger i det i et sekund og smider det hen til mig, og går ud af bilen med en sur mund og smækker døren.. Jeg tænkte what the fuck????? Jeg kigger i kortet og ser at det er fra min storebror. Hvor der står "Glædelig jul og godt nytår fra Mike ps. skulle hilse fra Gitte og Henrik" Det var skrevet på computeren ligesom det fødseldags kort de sendte mig i sidste måned. Hvilket betyder at det ikke er Mike selv der ønsker at sende os en julehilsen, men Gitte og Henrik (hans plejeforældre) som bare gøre det for at være "høflig" Min mor blev rigtig ked af det, da min storebror har meldt ud til hende for nogen måneder siden at han ikke ønsker at have kontakt med hende og først ønsker kontakt med mig, når hun er død. Så det at "han" sender et julekort til min mor, var bare lige grænsen, for hun bliver så ulykkelig..

Så kære Mike,
Jeg ville ønske at du ville respektere det du har været igennem i din fortid og får det bebrejderet og ønsker at få lidt hjælp til det hele af nogen som har forstand på det, så du kan komme videre i dit liv. Jeg ved godt at jeg ikke kan huske tilbage til den dag vi to blev afleveret nede ved plejefamilien, men det kan du, men for søren Mike. For din egen skyld, arbejd med dig selv, ellers bliv livet en kamp for dig. Gi' slip på fortiden, lær af fortiden og aldrig kig tilbage. Sket er sket, gjort er gjort  så det kan ikke ændres. Jeg ved at du har det svært, men du kunne starte med at accepterer at du har brug for hjælp, og derefter få noget hjælp. FOR DIN EGEN SKYLD!

Jeg kunne, og vi er af samme kød og blod stort set, så jeg ved du også kan, du skal bare finde din indre styrke. Jeg tror på du kan. Jeg savner dig af helvedes til..

Til min far.

Til min far.

Hej,
Jeg sad og tænkte her forleden dag, om du overhovedet tænker på mig. Om jeg har en betydning for dig. Om jeg påvirker din hver dag, ligesom du påvirker min, selvom du ikke er i mit liv længere. Du har ingen ret til at kalde dig for far, hvis du overhovedet gøre det. Hvordan kan du gøre alle de ting i mod mig? Har du dårlig samvittighed? Det håber jeg fandeme at du har! For det fortjener du.
Jeg synes ikke du kan være det bekendt hverken overfor mig, din familie og ikke mindst dig selv. Jeg ville så inderligt gerne vide hvad du tænker, hvad det er der foregår inde i dit hoved.. Du har brug for noget hjælp, så for din egen skyld - søg hjælp og ikke tag det som et nederlag, for det er et stort skridt du har taget så... Eller vent, jeg snakker jo til min far... Du mener jo ikke du fejler noget, men det er alle os andre der er noget galt med.
Jeg forstår ikke hvorfor du er blevet sådan.. Jeg mener du havde selv en pisse fucked barndom, og fik at vide i alderen 20, at ham du gik og troede var din rigtige far ikke var din rigtige far.. Men netop pga. din barndom, burde du at tage ved lære og sige, sådan skal mit barn ikke have det!
Men du er for svag. Det kan godt være at du er stærk fysisk, men når det kommer til psykisk, så er du en lille svagpisser! Jeg hader dig, men det er din egen skyld.. Jeg har fandeme gjort alt!
Da jeg var 3-7 år boede jeg hos dig. Det var bare dig og mig. Jeg tog ansvar for DIT liv i en alder af 4 år! Jeg sørgede for at jeg selv fik mad, og drikke. At jeg fik noget tøj på.. Jeg måtte gå hen på kontoret hver morgen henne i skolen for at få et  ristet franskbrød. Skrælle gulerødder i frikvarteret, til skoleboden for at jeg kunne få EN gulerod. Burde det virkelig at være nødvendigt??? Come on man! Tag dig sammen. Synes du selv at du kunne være det bekendt??  Jeg var i skolen fra SFO'en åbende til den lukkede. Vi boede max 5 minutters gang fra skolen af, men du sendte altid en taxa, som jeg skulle tage op til en af dine kærester, også kunne de så få æren af at betale.
Til min seks års fødselsdag, var jeg hjemme hos en af dine kærester fra den 17-18 november. Jeg sov hjemme hos hende på sofaen.  Hun sagde til mig, at hvis du kom skulle jeg ikke lukke dig ind. Meget meget tidlig om morgen på min fødselsdag bankede det på døren. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle åbne, hvis nu det var dig, men jeg gjorde det alligevel. Der stod du så i din branderet og kom ind. Du satte dig i sofaen hos mig, tog en gave op af lommen, en Anne Gadegaard CD. Jeg blev rigtig glad. Du kiggede på mig og sagde "Tillykke med fødselsdagen lille skat, nu smutter far igen" Jeg blev ked af det, men du lovede at du hentede mig på skolen, når jeg fik fri.. Det gjorde du ikke, der holdt en taxa, og jeg blev kørt hen til en anden kæreste. Fed fødselsdag.

Jeg er så pisse skuffet over dig, og jeg ville ønske at du ikke var på denne planet længere! Det er hårdt sagt, men så ved jeg hvor du er, også kan du ikke såre mig og rive mit hjerte fra hinanden endnu engang. Jeg elsker dig, det gøre jeg. Du er min far, det er derfor det gøre så ondt, men ligeså meget jeg elsker dig, mindst ligeså meget hader jeg dig.

Den dag jeg fik at vide at Charlotte var død, var det som om jeg tabte noget indeni mig selv, men da jeg så fik at vide at det var dig der havde slået hende ihjel, brød jeg sammen! Hvordan kunne du gøre det man??? Stå og se en person i øjne og blive ved og ved med at tæske løs på hende, stikke hende med knive i halsen og slå hende i hovedet med et baseball bat?? Hvordan kunne du fucking gøre det?????? Du er så klam. Da jeg så dig sidste år, og vi sad der på resturanten og du havde dine hænder på bordet, tænkte jeg føj, nej det er de hænder han har slået ihjel med. Der sidder en mand overfor mig som har slået ihjel.. Jeg fortryder så meget at jeg tog med til dit åndsvage bryllup! Og mødte din nye udsatte kone! Du er så modbydelig! Må du brænde op i helvede..

Ida.

Min far..

Jeg tænker tit på om min far også tænker på mig, mindst ligeså mange gange jeg tænker på ham.. Gad vide om han tænker på hvordan jeg klare mig i skolen, og på mit arbejde, og hvad mine fremtidsplaner er.. Mit liv sådan generelt, om jeg er blev såret af en fyr, om jeg er uvenner med min mor, hvad jeg fortager mig. Jeg tror det ikke... 

Jeg bliver så vred, når jeg tænker på ham.. Han har ødelagt så meget. Jeg håber virkelig at han har en dårlig smag i munden... resten af hans liv. Det har han nok  ikke, for sådan noget kender han ikke til..

Når jeg ser på billeder han har taget af mig, bliver jeg lidt trist i humøret... fordi det er ham der har taget dem, dengang jeg boede hos ham.. Der hvor jeg ikke var klar over noget, sådan rigtig... Han bildte mig ind, at min mor var en stjerne og pejede mod himlen.. Jeg vidste godt at det ikke passede.. 

Jeg håber for hans egen skyld, at han tager sig sammen, lægger fortiden bag sig, lever sin drøm ud og bliver til et godt menneske.. Hvis han gjorde, ville jeg stadig ikke have kontakt med ham.. Jeg ville aldrig kunne tilgive ham for de ting han har gjort mod mig, Charlotte, Mike og ikke mindst min mor.. Må han rådne op... 

Når fortiden spørger.

Min fortid er skræmmende, meget skræmmende. Jeg kan ikke ændre på den, men jeg har lært at leve med den, og jeg har lært af den. Man bliver bekymret når fortiden spøger... og bare rolig det gøre den ikke for mig, i hvert fald ikke lige nu.. De folk som var en del af min fortiden på den ikke så gode måde er ikke i min nutid, og kommer heller ikke til det. Man skal ikke bruge sin energi på folk, som kun er ude på at såre dig og køre dig helt ned, nej tvært imod. Brug din energi på folk som elsker dig. Jeg har derfor købt to billetter til L.O.C. koncert, som en julegave til min mor, og samtidig kan vi bare hygge os og have det sjovt. Min mor siger så at vi tager ud i nattelivet SAMMEN bagefter! Jeg har aldrig nogensinde været i byen med min mor.. Så det kan kun blive sjovt. Det håber jeg i hvert fald.

Jeg har det faktisk ret fantastik i mit liv lige nu. Det kunne selvfølgelig godt være bedre, men man skal ikke forlange alt for meget af livet. Jeg er også begyndt at være sund, jeg har dog ikke kvittet smøgerne og alkoholen og colaen helt. Meeeen man skal jo starte et sted, så vi starter med kosten. Selvfølgelig skal der også være plads til lidt sødt engang imellem! Men derimod har jeg faktisk lige sat med fitness kort på pause... Jeg har simpelthen ikke tid til det lige pt. Jeg regner med at starte til boksning engang til januar, da økonomien er lidt bedre der. Jeg har nemlig også en London tur, jeg lige skal have skrapet nogen flere penge sammen til.

I dag er der kun to måneder til jul, og hold op hvor er dette år bare fløjet afsted! Synes lige at det har været min fødselsdag og jul og nytår!

SMIL FORDI DU KAN OG FORDI DET ER MEGET BEDRE END AT GÅ RUNDT OG VÆRE MUGGEN I LÅGET! :-) :-) :-) :-)

tud,, tud og atter tud....

Jeg har bare lyst til at sætte mig ned og tude, men hvad ville jeg få ud af det?? Intet.. Jeg er typen som går og samler, forstå det på den måde, at jeg  ikke bliver ked af det når noget sørgelig sker, når noget irriterer mig. Jeg samler, så en dag så springer bomben inden i mig, og jeg bliver enten vred, ked eller irriteret. Jeg må åbenbart have haft en masse ting i mit hoved, siden jeg bare har lyst til at sætte mig ned og tude. Tude over hvor elendig en far jeg har, tude over hvor elendigt jeg har det med mig selv, tude over hvor elendigt det er at have en fucking lorte eks kæreste, som bliver ved med at fylde en hel del i mit liv, selvom han ikke er i det længere... Tude over at jeg for en gangs skyld sidder fast i for tiden. Jeg føler ikke jeg kan gøre mere end det jeg gør! Det er det værste!

Nå anyway. ting er ofte lettere sagt end gjort!
Nu er vi inde i den periode hvor min mor og jeg næsten ikke kan klare synet af hinanden. Alt hvad hun gøre irritere mig, og alt hvad jeg gøre irritere hende. Hun ødelagde mit forhold, hun får ikke lov til at ødelægge mit venskab, til en der altid har været der for mig. Nixen!
Nå jamen det går nok over igen om et par dage, så nu iongerere vi bare hinanden, også ind i mellem har hun lige noget åndsvagt at sige. Typisk teenager liv. Gaaaaal jeg glæder mig til at jeg bliver atten og flytter sammen med min herlige veninde! Det bliver top lækkert! 41 dage til jeg i det mindste kommer et år tættere på de atten. Det bliver dejligt.

Please, forget him brain!!

Min blog er gået lidt i stå... det må jeg hellere se at få lavet om på.

Jeg har været single i knap og nap fem måneder nu. Jeg savner ham ikke længere og har ikke nogen følelser for  ham, men hvorfor er det så, så forbandet svær at glemme ham. Vores forhold stod på i to år. Vores fucking op og nedture. It's hard to forget someone, who gave you so much to remember.. Jeg fik vendt mine følelser til vrede! Så jeg blev vred på ham i stedet for. Men helt seriøst hvorfor bruge ens energi på folk som behandler en af helvedes til??? Det skal han ikke have lov til. Jeg har slettet hans familie på fb, det gjorde lidt ondt indeni, for de har aldrig gjort mig noget og de er pisse flinke, og desuden var jeg venner med hans søster først. Hmm.. jeg vidste bare at det var bedst for mig at slette dem og blokere de folk som fik mig til at tænke på ham. Det gjorde jeg så i lørdags, hvor han havde fødselsdag. Nu tænker vi lige et heeeeeeelt år tilbage, selvom det kun føles som for en måned siden.

Det var for et år siden rygterne begyndte.. rygtet om at han havde en anden. Hvilket jeg overhovedet ikke kunne forstå. For vi kærestede jo rundt igen. En dag fik jeg en besked fra hans kusine hvor hun skrev alt muligt med om jeg stadig havde noget med ham og sådan noget, og at han havde en anden som var mega sød og at jeg bare skulle holde mig væk fra ham.

Jeg snakker med ham om det, og han siger at det ikke er sandt og at hans kusine kun var ude på at gøre livet surt for ham. Jeg skriver til kusinen at det er løgn alt det hun har sagt til mig, og hun benægter så at have skrevet det til mig. Vi snakkede om det og hun sagde at "pigen" var en sæk og at det var hende der havde skrevet til mig, fra hendes bruger af, efter at have set ham og min's beskeder.

Så snakkede jeg med ham igen, og han sagde at der ikke var noget mellem dem og at de KUN var venner, og lovede mig det. Jeg valgte at stole på ham. En nat ringer min mobil, det er fra et nummer jeg ikke kender. Jeg tager den og så er det bare en fucking kælling som vækker mig og sviner mig til.Gæt hvem det var?? Yes, yes det var pigen. Lad og give hende et identitet og kalde hende Lisbet. Jeg lagde på. Hun skrev Det er Lisbet, Mickeys kæreste hold dig væk fra ham, kan du fat det? du bor fucking over i Jylland. Jeg undrede mig enormt meget over hvor søren hun har fået mit nummer fra. Hun skrev tomme trusler til mig via facebook. Jeg tænkte hvornår holder det her drama op?? Jeg var sikker i min sag. Mickey sagde jo at jeg var hans one and only og jeg følte virkelig at han mente det. Det var unik det ham og jeg havde sammen.
Så en dag skrev han til mig at jeg skulle holde mig væk og at han havde en kæreste. Jeg  kunne intet  forstå. Hvorfor skrev han lige pludselig det??? En time forinden skrev han at han elsker mig. Jeg lå og græd hele natten... Dagen efter skrev han til mig at det var hende Lisbet som havde taget hans telefon og skrevet det til mig. Jeg blev venner med Lisbet på facebook, efter at have snakket med hende. Jamen vi tog da bare hele turen forfra igen, for jeg troede da på ham igen! Jeg kunne så se det på hendes fb at de var kærester. Jeg var knust! Jeg var vred! Det gik op for mig, henne i skolen. Jeg løb ud på toilettet med en veninde og ringede til Mickey. Han indrømmede det overfor mig og sagde så til sidst at han elsker mig. Jeg lagde på.

Jeg snakkede ikke med ham i 2 måneder. Så skrev han til mig, han havde fået nyt nummer, så jeg vidste ikke at det var ham. I de to måneder skrev jeg enormt meget med hans mor, som holdt mig opdateret. Hun fortalte om hvad han havde sagt til hans overbo om at han savnede mig, og slet ikke var forelsket i Lisbet. Jeg vidste at det var ren udnyttelse at han var sammen med hende, for hun boede i samme by som ham, jeg boede flere 100 kilometer væk fra ham. Det prøvede jeg også at forklare hende Lisbet. Men det var hun sikker på ikke var sandt. Nå back to the story. Han skrev at han savnede mig og sådan nogen ting, spurgte hvordan det gik. Jeg skrev det går fint, hvad med dig? Er du stadig sammen med Lisbet.? Han skrev nej det var han ikke. Jeg undrede mig, for hun stod stadig i et forhold på fb. Jeg skrev til hendes om de ikke længere var sammen, hun skal jo hvorfor, hvem siger da noget andet. jeg skrev ham. Hun ringede til ham og derefter skrev hun til mig at han var et fucking svin. Han skrev til mig at hun stadig gik og troede at de var kærester selvom han havde slået  op for længst. Jeg lå færdig af grin på gulvet! Nå vi begyndte så at have noget sammen IGEN! Min mor var i mod det, da han havde såret mig så meget, og ville derfor ikke lade mig tage over til ham.

Hans mor sendte penge til mig så jeg kunne tage toget over til dem i vinterferien. Jeg gjorde det. Pakkede min ting i smug, og tog min computer med, daffede hen til min psykolog om morgen og sagde at jeg tager ned til banegården nu og er over ved ham om tre timer. Hun sagde hun hun blev nødt til at meddele min mor det, og at jeg også selv skulle meddele hende det. Jeg skrev det til hende. Jeg havde bestilt pladser til et tog kl 13, men da jeg var inde på banegården før, tog jeg et tog tidligere hvor jeg ikke havde pladser! Det var nu også lige meget, for jeg havde mig en plads. Så ringede min mor. Hun græd i telefonen, og der gik det op for mig hvad jeg havde gjort. Jeg begyndte at græde. Og lagde derfor på. Derefter ringede min papfar. Han råbte og skreg af mig i telefonen, at det blev værst for mig selv, hvis jeg ikke stod af næste gang toget holdte og tog det første tog hjem igen. Jeg ville ikke lytte til ham. Kommunen ringede.. de sagde det samme. Jeg var ligeglad. Da jeg stod af toget kom han løbende hen til mig og greb min hånd, kyssede mig også løb vi ellers afsted, da der stod to politibetjente foran toget. Vi valgte at gå hjem til ham fra Ballerup station. I regnvejr. Vi fik snakkede tingene igennem. Og hvor var jeg glad! Jeg havde hans familie omkring mig og ham. Jeg var lykkelig, og vi blev kærester igen. Det blev søndag og turen gik hjemad igen, for jeg havde en en skole der ventede på mig.... og en mor.. Jeg ringede til en veninde da jeg ankom til Horsens og bad hende om at komme ud til mig, ved banegården. Vi sad og snakkede i enormt langt tid. og hendes mor kørte mig hjem. De var ude af døren med det samme da jeg kom hjem, min lillebror ville blive hos mig, men han måtte ikke for min mor. De sagde ikke et ord til mig!
Jeg gik op på værelset for at se om alt var som det skulle være. Det var det. Jeg ringede til Mickey og derefter hans mor. De kom hjem... Min mor kom op på mit værelse og sagde til mig at hun var såret, sur vred og ked og alt det der prædike om at jeg kun er 15 og sådan noget. Hun sagde at min telefon var blevet opsagt og om tre måneder kunne jeg ikke bruge den længere. Hun sagde at mit net var blevet opsagt og om tre uger kunne jeg ikke bruge det længere. Hun snakkede om et opholdshjem og at jeg skulle forbydes i at se min lillebror, og at vi skulle til møde med kommunen på onsdag. Jeg blev ked af det, for tanken om at jeg ikke måtte se min lillebror var en dræber!

Mødet gik fint, synes jeg. Bedre en forventet. Jeg måtte se Mickey. hver anden weekend HOS MIG. og jeg måtte stadig bo hjemme, og se min lillebror. Jeg havde stadig telefon og jeg havde stadig net. Og jeg havde min kæreste. Stemningen var selvfølgelig ret trykke her hjemme.

Lige pludselig gik det bare af lort til i vores forhold. Så jeg sluttede det. Jeg var faktisk slet  ikke ked af det denne gang. 3 måneder efter begyndte jeg at savne ham, men indså at han var et svin og at jeg fortjener bedre! Wuuupti mit liv er perfekt! :-)

2. august 2007 - 2. august 2012

I dag er det fem år siden Charlotte fik taget livet fra sig. Det er slet ikke til at forstå. Jeg ved med sikkerhed at jeg ikke får meget søvn i nat. For jeg vil sidde oppe med et tændt lys det meste af natten, for at minde hende. Jeg kender ikke det præcise dødstidspunkt. Jeg ved at natten til i morgen for fem år siden, blev hun banket, i 12 timer. Grov vold. Jeg har de værste billeder i hovedet. Tænk på det smertehelved hun var i
de sidste 24 timer af hendes liv. Det siges jo, at hun blev banket den 1. august og bagefter tog min far på druk her i Horsens. Der har han et alibi ved en tankstation om natten. Så er han taget hjem, banket hende i omkring de 12 timer, taget på druk i Horsens, taget hjem og gået i seng.
Da han vågnede den 3. august og "fandt" hende, ringede han til alarm centralen.

»Hallo. Hallo... er det alarmcentralen?«

»Ja, det er 1-1-2.«

»Jeg tror, at hun er »død«. «

(Alarmcentralen beder om navn på den døde og på anmelderen)

»Hun ligger fuldstændigt stille... he he... Det er vildt. Der er blod overalt!«

»Hvad siger du, er der blod overalt?«

»Ja. Hun er helt nøgen. Hun har blod overalt... narj narj narj. Det drypper stadigvæk«

(Alarmcentralen beder tiltalte om at tjekke, at Charlotte Nielsen virkelig er død)

»Hun ligger på maven på sofaen... Jeg har skubbet til hende. Hun er helt stiv. Jeg tror, hun er død«. 

»Har der været ballade?« 

»Nej... ikke mere end der plejer... narj narj narj ... narj narj narj narj ... hun må jo være død... jeg vil næsten ikke røre ved hende... ooww ha. Jeg løfter hendes hoved nu. Føj! Nej, jeg vil ikke røre ved hende!«

(Alarmcentralen oplyser manden om, at hjælpen er på vej. Han lover at vente uden for døren)

Dette er telefon samtalen. Min kilde er : http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/51283:Vejle--Grufulde-afsloeringer-oprulles-i-drabssag 

Jeg kan slet ikke forstille hvor mange smerte hun har været i. Det er simpelthen så frygteligt. Puha jeg væmmes helt. Tænk på at leve sådan et liv. Charlotte var/er ikke den eneste som lever sådan, mange gøre det. Og det kan også være omvendt, altså mænd der bliver mishandlet af deres kæreste.

Jeg ville utrolig gerne ned og lægge en blomst og tænde et lys for hende i dag, men jeg skal arbejde, så jeg må gøre det i morgen. Og nøjes med et minuts stilhed og et tændt lys herhjemme. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på den frygtelige hændelse. Det værste er de billeder jeg får ind i mit hoved. Jeg vidste jo hvordan lejligheden så ud, og hvor tingene stod. Det er et mareridt, som aldrig forsvinder. Jeg trøster mig med at hun er et meget, meget bedre sted nu. Jeg savner hende, og kigger på billedet af hende hver dag, som hendes mor sendte til mig. 

Hvil i fred Charlotte Sandra Østergård Nielsen.

20.6. 1969 - 2.8.2007

Jeg ville ringe til dig i dag for at sige jeg savner dig, men dit gamle nummer er ikke længere i brug. Jeg prøvede tele operatøren hun sagde 'undskyld jeg har ingen nr. til dig'. Jeg forsøgte at gå til dit hus, men du bor der ikke længere. Postkontoret har ingen videresendelse adresse. Jeg tror himlen bare er alt for langt væk.. Altid elsket altid savnet ♥

Hvil i fred..

Sidst jeg skrev herinde, skulle jeg til og i Givskud zoo med min mormor, morfar, oldemor, papfar, mor og lillebror. Det var super hyggeligt! Solen skinnede og jeg kørte rundt med min oldemor i en slags kørestol. Jeg købte en isvaffel til hende og hun sad og prøvede og spise den. :-D Hun havde sin gammeldansk med, hihi. Hun satte ild til noget af sit hår, fordi hun sad med hånden hvori der var en smøg oppe ved håret.. så udbrød jeg "OLDE, DU SÆTTER ILD TIL DIT HÅR" Hun grinede bare. Dagen efter blev vi taget på sengen da min mormor og morfar allerede kl syv- otte. De fortalte at de på plejehjemmet havde fundet min oldemor bevidstløs i morgen ved en sekstiden. Hun var nu på syghuset og fik ilt og smertestillende. De fandt ud af at hun havde blodforgiftning og lungebetændelse og blærebetændelse OG IKKE MINDST, en blodprop i hjertet. Hun var ikke til at komme i kontakt med. De sad derude det meste af dagen, jeg var på arbejde, og blev hentet af min onkel da jeg havde fri kl. 20:15. Da vi kom derud var der familien fra sjælland af, og den andre som jeg havde mødt mange gange før. Nogen gange gik der 1½ minut før min olde trak vejret. Hun fik morfin. Og da den var 22:17 gik hun bort. Vi var nede i kapellet i forgårs for at sige farvel til hende.

I morgen kommer der et opslag igen. Det er jo trods alt i morgen det er den 2. august............

Har ikke skrevet herinde i et stykke tid, da mit net har været nede. :-)

Givskud!! Here I come........

Så kom solen endelig til Danmark igen! Jeg håber at i nyder det så længe det nu varer.

I dag skal jeg i Givskud Zoo med noget af min familie. Selvom sådan noget familie halløj ikke lige er mig, så tror jeg faktisk at det bliver rigtigt hyggeligt. Jeg har ikke skrevet herinde i et stykke tid, da mit net svigter mig!! Jeg skriver snart noget "dybt seriøst" igen. Det lover jeg. Har bare en meget presset kalender her for tiden. Men når tiden finder sted, skriver jeg igen. Masser af summer love!

Billeder

Det der fucking kærlighedsliv.

Kender i følsen af, at i er rigtige kede af det, men ikke ved hvorfor??
Det gøre jeg. I bund og grund er du udmærket klar over hvorfor, nogengange er det bare svært at se.
Det kan være noget som ligger i dit underbevist, eller folk omkring dig. Nu ville jeg fortælle en kærlighedsroman. Normalt snakker jeg ikke om det længere, da han er ude af mit liv, og jeg bryder mig ikke om at snakke om det længere. meeeeeeeen..

I 2010 mødte jeg en fyr på SAVN. Han hedder Mickey. Han var min første rigtige store kærlighed. Vi kærestede rundt i 2 måneder. Var i Lalandia og i Tivoli sammen. Vi havde det faktisk ret dejligt. Han boede på sjælland. Jeg startede på efterskole, og vi sluttede så kontakten, efter et stort skænderi efter vi havde været i biografen sammen. Jeg begyndte at savne ham og i Marts 2011 skrev jeg til ham. Vi begyndte at snakke sammen igen, og så hinanden tit. Vi blev kærester. Jeg var med til hans konfirmation, vi var på bakken. Igen havde vi det dejligt. I en måned var vi officielt kærester. Jeg gik fra ham. Vi snakkede dog stadig sammen, og jeg savnede ham igen. Vi havde så noget sammen fra August til November 2011. Jeg fandt ud af at han rent faktisk havde en kæreste, og de havde været sammen i et halvt år. Jeg var ked af det, utrolig såret, men også skuffet. For jeg havde spurgt ham op til flere gange hvem den pige var. Hun havde nemlig allerede i september kontaktet mig og sagt at de var kærester, men han benægtede det. Og så dum som jeg nu var, troede jeg selvfølgelig på ham. Jeg havde tillid til ham. I februar 2012 kontaktede han mig så. Han sagde at han havde gjort det forbi med hende. Jeg spurgte hende og hun svarede "Nej, hvem siger da det??" Jeg svarede det siger Mickey. Hun ringede til ham, og rigtigt nok han havde gjort det forbi, bare ikke tydeligt nok. Min mor ville ikke have at jeg så ham længere efter at han havde såret mig så meget, og sagde at han ikke var god for mig. Jeg lyttede ikke. Jeg gik imod min mors regl, og stak af og tog toget over til ham. Vi blev kærester igen. Da jeg kom hjem igen var kommunen efter mig, og min mor ville have mig på opholdshjem. Min mor og jeg skulle til møde på kommunen. Vi blev enige om at jeg måtte se Mickey 2 weekender om måneden hjemme hos mig. Det var han træt af, men han kom.

Senere begyndte han at svare koldt og ringede aldrig. Når han endelig gjorde, blev han sur på mig. Nogen gange kaldte han mig en masse grimme ord. Jeg blev ked af det. På et tidspunkt sagde han til mig at han kontakter mig når han vil, og hvis jeg kontaktede ham, jamen så var det slut. SÅ DUM SOM JEG NU VAR følte jeg hans "regl". Da det havde stå på i knap 3 uger, gad jeg ikke længere. Jeg måtte mærke efter inde i mig selv om det var sådant et forhold jeg ville have. Og nej det var det ikke. Så jeg gjorde det forbi efter 2 måneder. Denne gang var jeg dog slet ikke ked af det.

Lige siden er alt bare gået så godt for mig, jeg er glad hele tiden. Har fået en masse livsglæde. Har nogen skønne veninder og venner og en dejlig familie. Jeg er taknemlig.

Men alle sammen, mit budskab er; aldrig nogensinde lade nogen forandre jer. Mærk efter hvad føler, og hvordan du har det. Og ikke mindst husk på at nogen gange må du glemme hvad du føler, og tænke på hvad du fortjener. For ingen fortjener at blive behandlet på den måde. I et forhold er man ligestillet, uanset hvad. 
Og husk til jer som siger fuck kærlighed, næh nej, fuck den person som fik dig til at tænke sådan. I har et langt liv foran jer, intet haster. :-) 

That's my daddy...

Yes, min far og hans kone har læst bloggen. Det resulterede i, at de nu er sure på mig. Amen det havde jeg set komme. Hans kone skrev alt muligt til mig om at jeg synes at jeg kunne være det bekendt og hvis hun viste det til nogen af hendes venner, blev det forarget. Også hvis hun viste bladet Ude og hjemme hvor der var en artikel om mig. Hun sagde at de nu havde gjort sådan at de ikke kunne se mine ting og jeg ikke kunne se deres. Jeg skrev tilbage, at det ikke var mig der skulle have en dårlig smag i munden og at det var plat at min far skulle have hende til at forsvare ham. Derefter skrev jeg at de lige så godt bare kunne slette mig så. Så er det problem ligesom løst. Det gjorde de dog ikke, så jeg gjorde det. Så der røg min far og Doris, som hun hedder. Jeg skrev en besked til min far, om at det ikke er ondt ment, det jeg har skrevet herinde, men at det er fordi jeg ville have ham til at indse hvad han har gjort, og han kunne få et indblik af hvordan jeg har haft det. Jeg skrev at det var bedste nok var at vi brød vores kontakt.. foraltid. Da jeg ikke har brug for ham, og han gøre ikke nogen forskel i mit liv i forvejen. Jeg skrev også at det var synd at han ikke kunne erkende de fejl han nu har lavet, men at jeg ved han er klog, og håber at han vælger den rigtige vej. 


Til det havde han at sige "???" Yeees that's my daddy.... Jeg synes at det er barnligt.
Jeg skriver ikke denne blog for at I skal have ondt af mig, overhovedet. For jeg har det godt i dag. Jeg skriver den i håb om at andre der har en pårørende i fængsel, kan se at selvom at det er hårdt lige nu, bliver det godt igen, og der er altid en vej frem.

Det var bare lige kort for nu :-) Ha' en dejlig dag, selvom den er lidt små grå, så giv den farver! :-)

Ida.

Familie bliver til bekendte....

Hey igen skønne læsere!

I har nu læst lidt af historien om min barndom. Jeg har dog ikke sådan rigtig fortalt om ulemperne der er kommet ud af mine fars handlinger. 

Det første og største er jo som det fleste ville sige, at de mangler deres far i deres liv og savner ham, men sådan har jeg det ikke længere!  Jeg havde det kun på den måde det første år, da jeg ligesom ikke har prøvet andet i mit liv, og ikke kender til det at have en far i sit liv hver evig eneste dag. Jeg har ikke brug for ham i mit liv, da han ikke laver andet end at sårer mig. Jeg ville ønske at jeg løj omkring det, da jeg drømte om at have en far som var der for en osv. Men jeg klare mig fint, med min dejlige mor og papfar og lillebror.
Den største ulempe er nok at jeg har mistet forholdet til min storebror Mike 17, Han bor i plejefamilie i Bredsten, og indtil sidste år så jeg ham 2-3 gange om året. Det var jeg egentlig tilfreds nok med, selvfølgelig er det trist at tænke på at jeg kun så min bror 2-3 på et år, men jeg synes at det var bedre end ingenting. Da jeg var yngre havde vi et enormt tæt bånd sammen. Han valgte selv at ødelægge det, han sagde at han ikke ville være hos min mor, fordi han var bange for at min far ville komme og gøre skade på hende igen. Også fadede vores samvær ud med tiden. I Marts måned var han til møde med min mor og vores sagsbehandler, da min mor gerne ville ændre det.. Min storebror mente at det var for sent og udmeldte at min mor, og jeg ikke var en del af hans liv, og at min lillebror slet ikke eksisterede i hans verden. Han sagde at han ikke ville have kontakt med min mor, og at han ville kontakte mig den dag han føler for det. Jeg ansøgte ham på facebook men blev afvist. Han forklarede at jeg ikke var en del af hans familie.

Derefter kommer det nok til at jeg føler og mener at det meste af min fars familie har svigtet mig. De har næsten vendt mig ryggen, og det er nok mig der har haft det hårdets. De bryder sig ikke om at snakke om det min far har gjort, og lukker for det meste øjnene for det. Min faster og hendes mand er dog en undtagelse samt min onkel Rene og hans kæreste:-). Jeg er mest skuffet over min farmor og farfar, for jeg har ALDRIG gjort dem noget, de har ikke en grund til at afvise mig på den måde, bare pga. noget min far gjort. Sandheden gøre ondt, men man bliver nødt til at se sandheden i øjnene for at komme videre i sit liv, og huske at tilgive! Ellers er man fandme ynkelig! Så de fra min fars familie som har valgt at lukke øjne for mig, har jeg INTET tilovers for. For eksempel kan jeg møde dem, når vi er ude og handle, men de kommer ikke og siger hej eller i det mindste smiler til mig, næh nej. Jeg håber at i læser dette og at i fucking har en dårlig smag i munden, for det er ikke mig der har gjort noget galt! Det er min far i skal blame! Ikke mig. Okay - godt at komme af med sine frustationer! Jeg er rasende, men ikke mindst skuffet, og flov over at have sådanne ynkelige mennesker i sin familie.



Masser af kys til alle jer der bruger jeres tid på at læse dette :-*:-*:-*:-*

Min far er morder.

Nu hvor jeg ikke havde samvær med min far, gik det egentlig rimelig godt for mig. Jeg var startet på midtbyskolen og havde gået der i 3 år cirka. Jeg skrev breve sammen med min far, og han fortalte om sit liv og hvad han lavede og spurgte til om hvordan jeg havde det. Ofte svinede han også min mor utrolig meget til.
I 2007 blev min mor og jeg enige om at jeg skulle starte på Langmarkskolen i stedet for. Det gjorde jeg så. 2007 har bestemt været det år der har været allermest hårdets for mig, som står klart i min erindring.
Min mor var igang med at tage kørekort, og jeg ville gå hende i møde om aften sammen med min ven, Jimmi. Da min mor ser os, spørger hun mig "Var det nummer 42 Charlotte boede i?" Jeg svarede ja, og allerede der begyndte jeg at tænke frygtelige tanker. Jeg var sikker på at min far havde skudt hende.
En sommer formiddag i august.. Jeg var ti år. Jeg bladet igennem avisen som jeg plejede, stopper på en side, hvor jeg ser et billed af min far og Charlottes lejelighed, hvor der er politi og politi hunde. Jeg læser hurtigt overskriften. "Eksbokser tævede sin samlever ihjel", jeg lukkede avisen i, og gik ind på mit værelse.
Min mor kaldte på mig, og jeg gik ud til hende. Hun bad mig om at sætte mig ned, det gjorde jeg. Hun satte sig ved siden af og kiggede lidt rundt omkring. Så siger hun "Ida, Charlotte er død... Din far har slået hende ihjel" Min reaktion var at grine. Så jeg begyndte at grine i omkring 30 sekunder. Så kiggede jeg ud på træerne og op i himlen, og begyndte at græde. Ikke bare lidt, men meget! Min mor og jeg gik en tur rundt på Hybenvej, og snakkede om det, hun trøstede mig, hun prøvede at gøre alt hvad hun kunne for at få mig til at smile. Men intet hjalp. 3 måneder blev min hund Bonzo aflivet og den havde ellers været der helt tilbage fra hvad jeg kun huske. Så i 2007 kom der er masse ændringer i mit liv, først min højtelskede hund, derefter min far som kommer i fængsel for at have slået en ihjel, men ikke nok med det så var det Charlotte som han slog ihjel. Jeg skulle starte på en ny skole og det hele var bare noget fucking lort. Jeg var KUN ti år... Min barndom blev taget fra mig, fuldstændig.

Man var meget uenig om hvilken straf min far skulle have, da han ikke selv erkendte sig skyldig. Alle beviserne var pejet mod ham. Hans hånd aftryk i hendes blod på væggene. Hans hud under hendes negle. Hendes blod på hans jakke. Ha finger aftryk i et håndklæd sløret ind i blod. Han fodaftryk. Jeg kunne blive ved. Charlotte var blevet udsat for ekstrem vold. Han havde banket hende i 12 timer. Stukket en kniv i halsen på hende 2-3 gange. Men hovedårsagen til hendes død var et slag i hovedet af et stumt redskab. Hun døde af en hjerneblødning. Jeg mener at det ukendte redskab som er blevet brugt er det baseball bat Charlotte havde under hendes seng. Hun havde sagt til mig, at hun havde det, så hun kunne forsvare sig overfor min far, hvis det en dag var ved at gå helt galt.. Hun var bare ikke ligeså stærk som ham,..

Min far fik en dom i 2008, der lød på Vold med død til følge og fik 6 år for det, og 1 år for at have taget kvælertag på en bartender. Han forlod retten med en smil på læben.. Han er så kynisk.

Min far kom ud for god opførelse i april i år. Jeg har ikke set ham siden hans bryllup i maj sidste år.

Det var kort fortalt om mit liv fra 1996-2008 :-). Tusinde tak for alle de rørende ord som mange af jer læser har givet mig - Jeg er jer evig taknemlig

Kyyyyyys Ida

Ps. I dag har jeg haft min første dag på arbejde, og det gik FANTASTISK! :-)
Smiler fordi jeg kan, og fordi jeg har lyst!!

Syv år gammel..

Sommetider når min mor og Tommy kom for at hente mig i skolen, når jeg skulle på weekend, var jeg der ikke.. Min far stak ofte af med mig. Selv til min fætters dåb.. Min mor meddelte det jo selvfølgelig til hendes sagsbehandler. Jeg måtte ikke nævne ordet mor, for min far. Han sagde til mig, at min mor var en stjerne oppe i himlen, og at Lonnie bare var en der passede mig sommetider. Jeg vidste godt at det var løgn, og engang havde jeg lavet en tegning til min mor, og jeg havde skrevet " Til mor - Ida" min far fandt det og spurgte hvad det var for noget. Jeg svarede at det var en tegning som skulle forstille at være fra mine dukker af til mig, og at jeg hed mor Ida. Han troede ikke på mig, så han slog mig. Endnu engang..

En nat stormfuld nat, og regn, lyn og torden, forlod han mig. Jeg vågnede, jeg gik rundt i lejeligheden og kaldte på ham, men han svarede ikke. Jeg begyndte at græde og jeg var bange. Jeg tænkte at han nok var gået ned i vaskekælderen, så jeg gik ud af opgangen og ned til kælderen, men døren var låst. Jeg gik hjem igen, og stod og græd i stuen. Et stykke tid efter kom han hjem, han havde været på værtshuset.. Igen var han fuld og væltede omkuld i alle mine legesager. Mit legetøjs køkken gik i stykker. Jeg var igen bange, og slog ham lidt på kinden. Han grinede bare og sagde at jeg skulle lægge mig til at sove igen.

Min mor kæmpede mod min far om at få forældremyndigheden over mig. Hun kæmpede mod en som er psykopat, som nemt kan manipulerer med folk. Hver gang nogen fra kommunen kom hjem til min far og jeg, smed han alt rod og beskidte ting i papkasser og op på loftet, så de ikke kunne se hvordan han rigtig boede.
Fire år! Fire år tog det før min mor blev ringet op af sagsbehandleren "Hej Lonnie, sidder du ned?" - Nej, men det kan jeg lige gøre. "Vi har vundet, du har vundet! Ida kommer hjem og bo" Min mor var over lykkelig! I mens jeg sad med min far inde i stuen fik han også et opkald, et opkald om at jeg skulle bo hos min mor. Han, holdte om mig og fældede en lille tårer. Bag hans ryg smilede jeg det største smil nogensiden! Jeg var glad! og nu kunne det egentlig ikke gå for stærkt, med at komme til Horsens! Jeg kom hjem og det blev fejret med kage mand hvorpå der stod "VELKOMMEN HJEM IDA!" mine venner fra Horsens var der samt min familie. Jeg havde to gode veninder Ann hed den ene, som var den ældste og derefter en der hed Maria. Ann havde  engang været med hjemme og aflevere mig hos min far. Hun er den eneste af mine venner som har set min far.
Der gik et styk tid før min far søgte om samvær igen. Det fik han. Til at starte med var det hver anden weekend, og han var flyttet sammen med en ny kvinde Charlotte hed hun. Hun var utrolig smuk og sød. Efter de havde været sammen i et års tid, ændrede deres forhold sig også. Når jeg var hjemme ved dem var der blod op af væggene og huller i dørene. Charlotte fortalte mig at han havde slået hende. Jeg fortalte det til min mor, og mit samvær med min far blev skåret ned til hver anden søndag fra 9-18.. dette stod på i et år, da han ofte udeblev. En dag ringede politiet på min dør, og spurgte og Ida Andersen boede her. Ja svarede min mor og de kom ind. De fortalte at det skulle have fat på min far, da hans kæreste havde meldt ham, og de vidste at han skulle hente mig Idag. Da min far ringede på, sagde min mor at hun nok skulle sende mig ned, men istedet kom politiet. Han blev anholdt og havde bla. en kniv på sig, på det tidspunkt og vores samvær blev ophævet. Jeg var utrolig ked af det, og min mor blev ked af, at se mig have det så skidt. Hun kunne intet gøre. Dette skete i 2006.

Fortsættes senere - xoxo Ida :-).

To år gammel..

Jeg var lige flyttet i hus, sammen med min mor, far og storebror. Min mor var 22 år og levede i et voldsomt forhold. Min far slog hende gang på gang, og hver gang min mor meldte ham til politiet trak hun anmeldelsen tilbage, for hun blev ved med at holde på at der var noget godt i min far. Hun tog op til flere gange hjem til venner eller familie sammen med min storebror og jeg, men vendte altid hjem igen. Hun gik psykisk ned. Hun levede i et forhold plaget med voldsomme skænderier og vold. Min far var alkoholiker. Hver gang han havde drukket ændrede han sig.. ikke til et godt menneske, nej tvært imod. Nærmest et uhyre. Når han blev sur blev hans øjne kulsorte! og det gjorde min mor utrolig bange. Hun frygtede de øjne. Min far var tæt på at tage livet af min mor op til flere gange. Jeg har fået fortalt at han engang havde spurgt mig om jeg ville have min mor skulle dø.. Jeg var knap to år gammel og kunne nogen få ord. Men! men! heldigvis svarede jeg nej. Min mor takker mig for det i dag, for ellers havde hendes liv været slut den dag i dag. Min mor vidste godt at kærlighed gjorde blind, men håbet på det bedste i min far. Hun fik taget sig sammen til at gå fra ham, men det kostede hendes to børn. Hun måtte leve videre uden hendes to børn. Vi blev taget fra hende, hun blev erklæret uegnet som mor, da hun var gået så psykisk ned efter forholdet med min far. Min storebror Mike og jeg blev anbragt i en plejefamilie i Bredsten, lidt udenfor Vejle. Min far boede i Vejle og efter to måneder, kom jeg hjem til ham og bo. Da min mor hørte at jeg var flyttet hjem til min far igen, gik hun endnu længere ned. Hun kom ud i noget skidt, hendes familie havde vendt hende ryggen og hun følte ikke at der var noget at leve for længere. Hun var tæt på at tage sit eget liv, men heldigvis igen! kom hendes veninde i sidste øjeblik. Min mor mødte en ny fyr, som hedder Tommy. Han ville gøre alt for at hun fik det godt igen. Min mor fik det bedre og fik samvær med mig hver anden weekend. Jeg var blot 3 år på det tidspunkt. Tommy tog mig til sig, som var jeg hans egen datter. Jeg elskede at være hos dem. Jeg græd altid når jeg skulle hjem til min far igen. For hver gang der gik efter min mor havde set mig, vidste hun hvor slemt jeg havde det. Hun besluttede sig for at kæmpe alt hvad hun kunne for at jeg skulle bo hos hende, og lade min storebror blive i plejefamilien, for hun vidste at han havde det godt. Jeg havde alt for småt tøj på, jeg havde lus og jeg var syg, hver gang jeg kom hjem til mig mor.
Min far boede rigtig ulækkert.. Gammelt mad og beskidte hvidvare og andre køkken ting. Stuen var fyldt med masser af breve og konvolutter, og alt muligt andet skræmmel. Vi boede i midtbyen, lige ved siden bryggen. Enghavevej .. Meeeen det skal ikke lyde for negativt, for min far havde også en masse gode øjeblikke. Når han ikke drak. Han var pisse dygtig til at lave mad, han købte en hund til mig og ofte rød sodavand og chips, mens han selv sad og fik nogle øl med hans alkoholiker venner. Arne hed den ene vidst, og Gitte var der også en der hed. Jeg var startet i 0. klasse på Damhavens skole. Den lå tæt på os, jeg fik ikke altid noget at spise med, ej heller rent tøj. Morgenmaden måtte jeg lave over på læreværelset. To ristet franskbrød. Jeg hjalp med at skælle gulerodder til skole boden så jeg selv kunne få en gulerod. Jeg blev først hentet kl. 17.. da SFO'en lukkede. Hvis ikke sendte han en taxa hjem til en af hans´nye kærester også måtte de betale for taxaen. Min mor var ved at miste håbet, hun blev afvist hver evig eneste gang. Statsamtet blev manipuleret af min far, de troede på hver evig eneste løgn at fyrerede af.. gang på gang.. FORSÆTTES I MORGEN :-).


Xoxo Ida