Til min far.

Til min far.

Hej,
Jeg sad og tænkte her forleden dag, om du overhovedet tænker på mig. Om jeg har en betydning for dig. Om jeg påvirker din hver dag, ligesom du påvirker min, selvom du ikke er i mit liv længere. Du har ingen ret til at kalde dig for far, hvis du overhovedet gøre det. Hvordan kan du gøre alle de ting i mod mig? Har du dårlig samvittighed? Det håber jeg fandeme at du har! For det fortjener du.
Jeg synes ikke du kan være det bekendt hverken overfor mig, din familie og ikke mindst dig selv. Jeg ville så inderligt gerne vide hvad du tænker, hvad det er der foregår inde i dit hoved.. Du har brug for noget hjælp, så for din egen skyld - søg hjælp og ikke tag det som et nederlag, for det er et stort skridt du har taget så... Eller vent, jeg snakker jo til min far... Du mener jo ikke du fejler noget, men det er alle os andre der er noget galt med.
Jeg forstår ikke hvorfor du er blevet sådan.. Jeg mener du havde selv en pisse fucked barndom, og fik at vide i alderen 20, at ham du gik og troede var din rigtige far ikke var din rigtige far.. Men netop pga. din barndom, burde du at tage ved lære og sige, sådan skal mit barn ikke have det!
Men du er for svag. Det kan godt være at du er stærk fysisk, men når det kommer til psykisk, så er du en lille svagpisser! Jeg hader dig, men det er din egen skyld.. Jeg har fandeme gjort alt!
Da jeg var 3-7 år boede jeg hos dig. Det var bare dig og mig. Jeg tog ansvar for DIT liv i en alder af 4 år! Jeg sørgede for at jeg selv fik mad, og drikke. At jeg fik noget tøj på.. Jeg måtte gå hen på kontoret hver morgen henne i skolen for at få et  ristet franskbrød. Skrælle gulerødder i frikvarteret, til skoleboden for at jeg kunne få EN gulerod. Burde det virkelig at være nødvendigt??? Come on man! Tag dig sammen. Synes du selv at du kunne være det bekendt??  Jeg var i skolen fra SFO'en åbende til den lukkede. Vi boede max 5 minutters gang fra skolen af, men du sendte altid en taxa, som jeg skulle tage op til en af dine kærester, også kunne de så få æren af at betale.
Til min seks års fødselsdag, var jeg hjemme hos en af dine kærester fra den 17-18 november. Jeg sov hjemme hos hende på sofaen.  Hun sagde til mig, at hvis du kom skulle jeg ikke lukke dig ind. Meget meget tidlig om morgen på min fødselsdag bankede det på døren. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle åbne, hvis nu det var dig, men jeg gjorde det alligevel. Der stod du så i din branderet og kom ind. Du satte dig i sofaen hos mig, tog en gave op af lommen, en Anne Gadegaard CD. Jeg blev rigtig glad. Du kiggede på mig og sagde "Tillykke med fødselsdagen lille skat, nu smutter far igen" Jeg blev ked af det, men du lovede at du hentede mig på skolen, når jeg fik fri.. Det gjorde du ikke, der holdt en taxa, og jeg blev kørt hen til en anden kæreste. Fed fødselsdag.

Jeg er så pisse skuffet over dig, og jeg ville ønske at du ikke var på denne planet længere! Det er hårdt sagt, men så ved jeg hvor du er, også kan du ikke såre mig og rive mit hjerte fra hinanden endnu engang. Jeg elsker dig, det gøre jeg. Du er min far, det er derfor det gøre så ondt, men ligeså meget jeg elsker dig, mindst ligeså meget hader jeg dig.

Den dag jeg fik at vide at Charlotte var død, var det som om jeg tabte noget indeni mig selv, men da jeg så fik at vide at det var dig der havde slået hende ihjel, brød jeg sammen! Hvordan kunne du gøre det man??? Stå og se en person i øjne og blive ved og ved med at tæske løs på hende, stikke hende med knive i halsen og slå hende i hovedet med et baseball bat?? Hvordan kunne du fucking gøre det?????? Du er så klam. Da jeg så dig sidste år, og vi sad der på resturanten og du havde dine hænder på bordet, tænkte jeg føj, nej det er de hænder han har slået ihjel med. Der sidder en mand overfor mig som har slået ihjel.. Jeg fortryder så meget at jeg tog med til dit åndsvage bryllup! Og mødte din nye udsatte kone! Du er så modbydelig! Må du brænde op i helvede..

Ida.